top
Indtast venligst dit brugernavn og adgangkode:
Glemt din adgangskode?

Om Summerbird

FILOSOFI
Summerbird chocolaterie er på få år blevet anerkendt som noget af det bedste chokolade i verden. Det skyldes den kompromisløse tilgang til råvarer, den nænsomme forarbejdning, de innovative smagskombinationer samt den æstetiske emballage.

Kombinationen af den bedste råmarcipan, baseret på spanske Valenciamandler samt vores egne cru chokolader, udviklet i samarbejde med Valrhona, giver en helt igennem fantastisk smagsoplevelse. Summerbird gør kompleksitet enkel.

Fredag den 21. august 2009 blev Mikael Grønlykke hædret med ”Børsens Gastronomiske Hædersdiplom ” for sublim smagskvalitet.
BARNDOMSLANDET
I barndommens land opstår uforglemmelig øjeblikke, som hjernen sirligt registrerer og opbevarer de næste 40, 50, 60 år: Dufte, lys, smage, stemninger. Forestil dig, hvilken hjernekapacitet, der skal til for at opmagasinere alle disse komplekse indtryk, og i så mange år.

Min barndom står tydelig frem i erindringen, tydeligere end de efterfølgende år. Den danske sommer, blæsten, regnen, ”Sol, sol kom igen, solen er min bedste ven”, ”We all live in a yellow submarine”. Med min mor til fiskerlejet i Brunshuse for at hente friske fjordrejer. Med skovlen på skulderen ud i vores egne sandede jorde for at hente nye kartofler, jordbær, kirsebær, hindbær og ikke mindst den månedlige tur til Kerteminde, hvor mor, far og alle os 6 børn blev proppet i en Peugeot 504 Familiare, for i Kerteminde boede en bager, som lavede guddommelige flødeboller. Lykkelige stunder, som har givet mig rygrad og inspiration i mit voksne liv.

ARVEN
Mine forældre var besatte af gastronomi og var pionerer på området. Deres fodspor ses tydeligt her snart 50 år efter. Vi børn måtte ”lide” under deres besættelse.

3 retter var hverdagskost, og samtaleemnet var det, vi spiste. Vi fik lært at smage og adskille smagsindtrykkene langt ud over, hvad normalt er. Mine forældre; Lene og Sven Grønlykke nåede på forbavsende kort tid at sætte en masse gastronomiske skibe i vandet: Falsled Kro, kendt i hele den store verden, åbnede de i 1970, www.falsledkro.dk.

Herefter købte de et lukningstruet mejeri, hvorfra blandt andet egnsosten ”fynsk rygeost” blev landskendt. Senere fulgte andre specialiteter, som fåremælksyoghurt og fårefeta, www.loegismose.dk.

Straks efter fulgte Løgismose Vinimport, som var de første, der introducerede de lette sommervine fra Beaujolaiskongen George Duboeuf. Virksomheden har med årene udviklet sig, og den både sælger og producerer i dag et bredt udvalg af gastronomi, www.loegismose.dk.

Nogle år senere faldt mine forældre for Københavns smukkeste middelalderkælder; Kong Hans´ Vinkælder, som de renoverede, og hermed skabte de Københavns førende gourmetrestaurant, hvad den nu er på 30. år, www.konghans.dk.

Herudover kan nævnes et vælg af landbrugsprodukter: Danmarks første iceberg og romainesalat –fra friland, asparges, frilandskartofler, østers, produktion af vagtelæg osv. osv.
IDEEN TIL SUMMERBIRD
”Du Sven, som arbejder så meget med kvalitetsfødevarer, vi kan godt bruge nogle kvalitets-cookies her i USA”, lød det fra en ven af min far, som havde slået sig ned i Californien. Jeg overhørte samtalen. Dagen efter var min far i gang med udviklingen af en emballage. Selve produktudviklingen forestod min mor og jeg –et meget stærkt team. Hun med sin journalistbaggrund, borede sig ned i alverdens historiske opskrifter, og jeg med min kokke-og konditoruddannelse.

En af opskrifterne viste sig meget original og interessant. Den indeholdt store mængder marcipan. Vi købte de bedste kvaliteter på markedet og var rystede. Kvaliteten var skræmmende dårlig. Her skiftede hele projektet karakter. Vi gravede os ned. Var besatte af at skabe den ultimative marcipan. Fandt helt nye mandelsorter med større intensitet i smagen, opfandt nye formalingsmetoder til strukturen. Dem, som var tæt på os, eksempelvis ansatte i de øvrige virksomheder, kan bekræfte, at det var en produktudvikling, som varede to år med daglig engagement. Men sikke et produkt vi endte op med. En kvalitet, som var helt ny på markedet, og som man aldrig havde set før. Det gav blod på tanden, og selvfølgelig skulle den udsøgte mandelmasse ikke bages ind i en småkage.

Produktudviklingen trak naturligt over i den finere chokolade. På en rejse gennem Europa analyserede vi hurtigt dette marked. De førende lande var Frankrig og Belgien. De franske chocolatiers brugte alt for meget sukker, hvad de gør den dag i dag. Den belgiske stil var mere i retningen af fede, tunge smørcremer. Den skandinaviske var ganske enkelt primitiv. Vi stod med vores mandelmasse, som var noget ganske andet og nyt. Den var sart og elegant, og ikke mindst, kunne man smage, at det var et landbrugsprodukt. Det var grundtonen i vores videres produktudvikling med hensyn til udvælgelse af råchokolade, udvikling af frugtganacher osv.

Vores første produkt, den poetiskformede sommerfugl, heraf navnet Summerbird, var så enkel, som vi havde håbet på: Vores mandelmasse kombineret med råchokoladen ”Caraque”, kreeret ud fra de oprindelige Trinitario-kakaobønner. Smagen var en revolution, dette er et faktum. Et meget pompøst udtryk for et stykke chokolade, men da Summerbird kom på markedet i 1988, var det en markant streg i sandet i den skandinaviske chokoladeverden -en hel ny og ukendt kvalitet. Det var den såmænd også globalt, men på daværende tidspunkt måltes vi jo foreløbig kun i Skandinavien. En Summerbird var født.


LANDBRUGSPRODUKTET
Perioden 1988 til 1992 stod i produktudviklingens tegn. Grundtonen om enkelthed holdt vi stædigt fast i. Vi opfatter vores produktion af chokolade, som et væld af de mest raffinerede landbrugsprodukter og de mest udsøgte af slagsen. Dette skal kunne smages. At tilsætte mandelmasse Grand manier eller cognac bidrager med ingenting. Det gør derimod de gode franske Agensvesker kombineret med armagnac. Hvide ferskner fra Gascogne er noget ganske særligt. Det skal derfor kunne smages.


DET ENGAGEREDE PERSONALE OG DET NYE CHOCOLATERIEI
90´erne var vi et lille og engageret team. Alle var vi i 20´erne med en masse energi og pionerånd. På Haarby Mejeri producerede og udbredte vi Summerbird specielle smag. I 1999 blev der for trangt. Min broder Thomas, som er arkitekt i Kenya, blev fløjet hjem med opgaven at bygge et nyt chocolaterie på en smuk byggegrund med udsigt over det fynske øhav. Den nyopførte vej blev opkaldt efter vores største passion, nemlig mandlerne, heraf navnet: Mandel Alléen. I august 2000 flyttede vi ind i lyse, kølige lokaler. Herfra fortsætter vores ambition og mission om at skabe vores helt eget chokoladeunivers. Hver måned holder personalet møde, med et eneste formål: at fastholde engagementet til konstant at udvikle vores egenartede smag og flytte den ud i den store verden.


SMAGEN
På bemærkelsesvis kort tid er det lykkedes os, uden sælgere, uden smarte markedsføringskampagner og reklametiltag at sætte os på toppen af det marked, der hedder kvalitetschokolade i Skandinavien. Smagen har virkelig opfyldt vores drømme, som nu går videre ud i den store verden. Her forestiller vi os franchise-butikker, med vores første chocolaterie i København som model. Alle, som har besøgt denne butik, går ud med en ganske særlig fornemmelse, Summerbirds ånd. En ånd, der har ramt så stærkt, at der efter åbningen i 2001 årligt bliver langet et tocifret tons chokolade over disken i den blot 16 kvadratmeter store butik.

Inspirationen og livsnerven i Summerbird er stykket sammen af mange faktorer og indtryk: Arven fra mine forældre, det engagerede personale, Beatles, min opvækst med de unikke landbrugsprodukter, min insisteren på enkelthed og kompleksitet på samme tid, den danske møbeltradition osv. osv. alt dette er fonde til inspiration i skabelsen af Summerbirds helt eget smagsunivers.



Copyright © Summerbird A/S - All Rights Reserved.

webshop.io Content Management System.